Welcome to your website

Place your heading here

I de fleste arkitekturlærebøger findes et afsnit med anvisninger for Stukkatører, men de er oftest ret summariske og uden angivelse af formler for sammensætningen af materialer i det rigtige forhold; en undtagelse danner j.F.Penthers »Bauanschlag oder richtige Anweisunga (1733), der anbefaler forholdet 4,5 skæppe tør gipskalk (med vand 11 kubikfod) til 3 kubikfod sand.

Den første her i Norden, der har interesseret sig for renæssancens stukteknik, var mærkelig nok ikke arkitekt, men naturforsker. I sin bog »Resa i Skåne 1749<< (1751) redegør Carl von Linné for en teknik, som nøje svarer til den, vi finder i vore ældste stukarbejder, hvilket straks vil blive påvist. Han skriver: »Gips-tak gjordes på många ställen hos Herskaperna i Skåne utan Gips så fasta och wackra, at de trotsade wåra nymodige gipstak som ofte eländigt spricka fast de äro bygde med dyrt, köpt Gips: Under Bjelkarne i taken inskäras och Widspikas spjålar, hvoremellan ler ältadt med halm inwrides och intränges, göres sedermera slätt på undre sidan torkas och hwitlimmas med kalk då det blifwer starkt och wackert som något Gips-tak.

På Rosenborg er den selvsamme metode anvendt, såvel på bjælkelofter (120b og c) som på forskallede lofter (120d). På bjælker eller brædder sømmedes flækkede elle eller hasselstager" med den runde side opad; på denne beklædning blev klasket et lag ler blandet med halm. Når det var tørret, blev der lagt et nyt lag, kalk iblandet fæhår som armering; dette lag pudsedes og glittedes. l >>Lange Sal« (l20h)o O 10 anvendtes rør slaet pa med søm.

Så sent som i 1669 har man anvendt teknikken med elle eller hasselstager. Til salen i Frederik III’s biblioteksbygning leveredes båndstager, som skulle hugges til splitter, 120 læs ler, 23 lispund uld og 8 læs hø, og til kablnettet yderligere 2 tønder sorte hår.

I forfatteren Christian Plöyens erindringer fra en rejse til shetlandsøerne (1840) beskrives en dér almindelig anvendt vægbeklædning med lægter sat 23 tommer ud fra muren og i 2 alens afstand fra hinanden; »Parallelt med Loftet, skriver Plöyen, >>nagles tynde TræSplitter, ikke så tykke som Baandstager, til disse Lægter, og det saaledes frembragte Træværk kan modtage og beholde et Wurf (d.e. påklasket lag) af Kalk eller Gips, som atter bedækkes med Maling eller Tapeter. Her har vi i virkeligheden den selvsamme teknik som beskrevet i det foregående. »Loftet i Politistationen på Christianshavn (Nationalm.) var beslået med Vidjer. (C.A.jensen).

Men tilbage til Rosenborg. På de pudsede bjælke-og bræddelofter er ornamentikken optegnet med f.eks. trækul inddelingen på flade lofter med kassetteværk, kvadraturer m.m. i rette linier kan muligvis være afmærket ved hjælp af en snor, der er dyppet i et farvestof, og som ved stramning svippes op på loftet. Dernæst trækkes alle profiler og kvadraturer med skabelon, efter at pudsen på de steder, hvor der skal trækkes, er hugget op med en kniv el. lign., således at stukarbejdet kan hænge fast; idet kalkstukken slås op, danner der sig tappe, som presses op i hullerne og således binder ornamentet til den pudsede flade. Meget svære rammer kan som kerne have en rør-eller halmpølse, fæstnet med ståltråd og søm. De profilerede rammer eller kvadraturer trækkes først i grov kalk og eftertrækkes så på et finere lag. Trælister kan sømmes på loftet langs optegningen og danne en skinne, på hvilken slæden med skabelonen føres frem. Hvorvidt denne metode, der hjælper stukkatøren til at trække lige, er anvendt så tidligt som 'Rosenborglofterne, kan ikke siges med bestemthed.

Ved trækningen stilles skabelonen lidt skråt, hvorved den glider bedre på kalken, og smigen på træklodsen forhindrer, at rammen eller gesimsen hakkes. Den overflødige kalk skrabes væk, stukkatøren (kvadratøren) slår ny kalk op og trækker igen helt forfra, indtil rammen eller gesimsen er helt udfyldt og glat.

For figurers og ornamenters vedkommende hugges pudsen 0p indenfor det tegnede omrids; tungere dele som arme, ben o. lign., der ikke kan forventes at ville blive hængende ved tappe alene, modelleres omkring et skelet, der dannes af svære, smedede søm, slået skråt ind og beviklet med ståltråd, halm 0. lign. Herpå modelleres i en grov mørtel, hvorover der lægges et finere lag som en »hud«. Til modelleringen benyttes forskellige jern, knive og modellerpinde samt i nødsfald fingrene.